Juleforberedelser i 1940'erne

Skrevet af Jørgen Bombæk i 2006.

Denne tekst blev oprindeligt udgivet i ”Årets skikke og traditioner. Erindringer fra Løkken-Vrå” (De lokalhistoriske arkiver i Løkken-Vrå, 2006)

Sig nærmer tiden!

Lidt om juleforberedelser i Bombæk i 1940'erne

Det regner! Ikke bare regner, men det øser ned. Jeg står i bryggersdøren og kigger ud, det er vel midt på formiddagen, Anker går ude på gårdspladsen og fejer, det er det rene pladder, men det er nu en tradition at gårdspladsen skal fejes til jul, ligegyldigt om det regner eller sner. Bag ved mig i bryggerset er Sigrid og pigen ved at vaske storvask, det skal jo som hundrede andre ting også gøres her op imod jul. De står der i dampen med opsmøgede ærmer og sveder bravt. Det er et hårdt program de har været igennem de sidste dage og det bliver ikke bedre i de næste.

Det er d. 20. december 1944 og det er min 6 års fødselsdag i dag. Det bliver der nu ikke gjort noget særligt ud af, jeg har selvfølgelig fået mine fødselsdagsgaver, og jeg tror også nok vi skal have kikskage til aftenskaffen i aften, men det er jo tæt op mod jul og der er jo så meget, så min fødselsdag bliver som oftest fejret om sommeren i stedet for.

Jørgen, 5-6 år

Min far er ikke hjemme, han er sikkert til et eller andet møde om noget forsikring, han er nemlig forsikringsmand ved siden af arbejdet på gården, og det er fint nok, jeg skal nok få tiden til at gå. Det er altid så spændende her op imod jul. I forgårs aften kom slagter Aksel på sin cykel med den lille påhængsvogn med skoldekarret og alle knivene. Da skulle julegrisen slagtes. Den var jo blevet udset for lang tid siden og forkælet en del i de sidste par måneder. Den skulle jo gerne være stor og fed så julesulet kunne blive noget særligt. Jeg hørte de snakkede om at den nok vejede omkring 400 pund.

Jeg var med fra starten. Far, Anker og slagter Aksel gik ud i stalden og fik en rebløkke lagt i gabet på svinet, og så blev den, meget mod sin vilje og med skrig og skrål, slæbt over gårdspladsen og ind i bryggerset. Her blev den bundet på fødderne og løftet op på slagterbænken og holdt fast, hvorpå slagter Aksel stak den i halsen direkte ind i pulsåren. Så var det om at være der med spanden og få samlet alt blodet op. Ingen slagten gris uden blodpølse. Det var så min eller min søsters opgave at røre i det varme blod for at det ikke skulle koagulere. Når grisen så efter nogen tid var holdt op med at spjætte kom turen til skoldningen.

Der var i forvejen tændt op under gruekedlen og det kogende vand blev så hældt op i skoldekarret, blandet med koldt vand indtil den helt rigtige temperatur på 74 grader, tror jeg nok, var opnået. Så blev den forreste halvdel af grisen verfet i baljen og med jævne mellemrum hev slagteren lidt op i grisen for at prøve om hårene nu sad tilpas løs.

Da det var tilpas kom bagenden i karret medens slagter Aksel skrabede på livet løs på den nyskoldede forende.

Så kom grisen op på bænken igen og blev skrabet ren for børster, klovene blev hevet af med en speciel tang til det brug og dyret blev så derefter hængt op i et par kroge i loftet og de sidste hår blev svedet af med gasbrænderen.  Det mest spændende øjeblik var, syntes jeg, når Aksel med et langt snit skar grisen op fra hale til hoved og indvolde, lunger, lever og hjerte væltede ud af maven på den.

Nå, grisen blev flækket på langs og rygsøjlen blev hugget fri med øksen, ligesom hovedet blev flækket. Lever, hjerte og nyrer blev skåret fri og lagt i vand, og tarmene blev skyllet og skrabet indvendigt så de var klar til medisterpølsen.

En sjov lille ting var blæren, som blev skåret op og spændt ud over et gammelt dørslag e.l. og tørret, så nu kan vi børn more os med den rumlepotte når det bliver nytårsaften. Sikke en larm den kan frembringe uden for folks vinduer.

Det blev ret sent inden vi kom i seng og hele dagen i går gik så med at ordne grisen. Der blev hakket og skåret og henkogt og saltet og lavet medisterpølse og sylte og blodpølse o.s.v. hele den lange dag.

Jørgen og Anker Nielsen

Nå, jeg står og drømmer. Jeg må vist hellere smutte over gårdspladsen ud til Anker og snakke lidt med ham. Jeg kan godt lide Anker, han er vores karl og han har været hos os så længe jeg kan huske. Han er godt nok lidt slem til at drille, men det gør ikke noget, jeg kan godt lide ham alligevel.

Der regner knap så meget nu så jeg spæner over gårdspladsen til Anker og hjælper ham lidt med at feje i pladderet. Anker siger, at det vel nok var hurtigt jeg sådan kunne spæne over gårdspladsen, men jeg praler med at jeg skam kan løbe meget hurtigere. Jamen det må vi da afprøve siger Anker. Vi kan se hvor meget jeg kan tælle til medens du løbet over til bryggersdøren og tilbage igen. 1,2 3 siger Anker og jeg spæner af sted. Da jeg kommer tilbage har Anker talt til 20.

Jeg mener at kunne gøre det hurtigere og vi prøver igen: 1, 2, 3 siger Anker igen og jeg af sted igen. Jeg stormer tværs over gårdspladsen, men da jeg løber over brønddækslet går det galt. Jeg falder lige så lang jeg er, og det gør ondt. Jeg skriger i vilden sky og langt om længe kommer Sigrid ud fra bryggerset og spørger mig hvad jeg hyler for.

Sigrid er vores husbestyrerinde, og jeg bryder mig ikke særlig meget om hende. Jeg tror egentlig heller ikke hun bryder sig særlig meget om mig. Min mor døde for godt 2 år siden og vi har haft husbestyrerinde siden. Sigrid er vist nr. 3-4 stykker i rækken tror jeg nok.

Nå, jeg flæber bare endnu højere og til sidst må hun jo bøje sig, hun løfter mig op og bærer mig ind på sofaen. Hun bliver vist lidt usikker på hvad der er galt og får sendt bud efter min far.

Da han kommer, finder han ud af at jeg ikke kan støtte på det ene ben og han får ringet efter doktor Rævskær. Han tror benet er brækket og vil have mig på sygehuset.

Der er jo krig og vi er besat af tyskerne, så vores bil er klodset op i garagen, men Rævskær har som læge ret til at få benzin, så han kører mig til Hjørring på sygehuset, og der finder de ud af at mit højre skinneben er brækket lige midt over. Så jeg får benet i gips og bliver lagt i seng på hospitalet.  6 uger siger de, i sengen med benet i gips.

Om aftenen kan jeg ikke sove. Jeg ligger og tænker på det vi har lavet i de sidste dage. Vi fik jo grisen slagtet, og vi fik også bagt småkager. Vi bager altid vaniljekranse, finskbrød, brune kager, jødekager og pebernødder og så koger vi klejner, men det med klejnerne er først i morgen tror jeg, eller i overmorgen, for der skal vi nemlig bruge noget af fedtet fra grisen.

Det med at bage småkager er jeg vist nok lidt for lille til at være med til, men jeg sidder på kanten af køkkenbordet og følger med i det hele. Det ser spændende ud når de ruller brunkagedejen ud med kagerullen og trykker kagerne ud med et glas eller en kop. Så bliver en halv smuttet mandel klemt ned i midten af hver kage inden de kommer i ovnen.

Eller jødekagerne, der også bliver trykket ud med et glas eller en kop. De bliver penslet med noget sammenpisket æg og så bliver der drysset sukker og kanel på inden de bliver bagt.

Eller finskbrød, der også bliver penslet med æg og så trykket ned i noget groft sukker, eller vanillekransene hvor dejen næsten smager bedre end de bagte småkager. Det er så spændende alt sammen.

Så er der lige det med pebernødderne. Hvert år når der skal bages pebernødder skal vi hen til faster Anna for at hjælpe til, og det er sjovt. Der bliver lavet en kæmpe portion dej, dejen bliver så kørt gennem kødhakkeren og kommer ud i lange tynde pølser, som vi så skærer i små stykker som vi sætter på bagepladen, der skal i ovnen.

Vi bager en hel eftermiddag og når vi er færdige er der en hel 60 l. mælkespand fuld af pebernødder. Her hjemme bager vi også pebernødder, de kommer ikke i en mælkespand, men i et pudevår og bliver så hængt op ved siden af kakkelovnen i soveværelset, der hænger de tørt og godt hele julen.

Vi fik jo også slagtet gåsen til juleaften. Vi har altid nogle gæs der hjemme, og før jul skal de jo slagtes. Vi skal selv have en juleaften og der skal sendes en til Ballerup til moster Maren og onkel Johs, de skal også have gås juleaften. Og så er der også nogle andre der har fået lovning på en gås.

Når gæssene bliver slagtet skal de plukkes, og fjer og dun skal sorteres, så de kan bruges til at fylde i dyne- og pudevår. Den dag bliver der fyret op i en lille kakkelovn vi har i et lille rum ved siden af bryggerset. Så kan vi alle sidde i en god varme og plukke gæssene. Når de er plukket bliver de svedet over et spritflamme og derefter hængt op i halsen indtil næste dag. Så bliver indvoldene taget ud og de bliver renset indvendigt inden de skal afleveres.

Jeg ligger også og tænker på om jeg får lov til at komme hjem inden juleaften, jeg synes nu ikke det vil være så sjovt, hvis jeg skal være her på sygehuset juleaften. Jeg ville jo også gerne være med til nogle af de ting der skal ske i de næste dage der hjemme.

Jeg kan stadig ikke falde i søvn og for at få tiden til at gå, giver jeg mig til at øve i at fløjte. Jeg har lige lært hvordan man kan fløjte, men det kræver øvelse hvis jeg skal blive god til det, og jeg synes det er et udmærket tidsfordriv at øve mig i det når jeg nu alligevel ikke kan sove. Et par gange i løbet af natten kommer der godt nok en sygeplejerske ind og siger til mig, at det ikke er så godt at jeg ligger der og fløjter, men det glemmer jeg hurtigt igen og fløjter bare videre.

Næste dag kommer min far og henter mig hjem. Han siger det er fordi de andre patienter ikke vil finde sig i at jeg skal ødelægge deres nattesøvn med min evindelige fløjten.

Der hjemme kan jeg så ligge i min seng og følge lidt med i de forskellige videre juleforberedelser.

Ellen, Jørgen og Else

Det er d. 22 december. Vejret er slået om, det har sneet i nat. Det er ikke rigtig sne, men nærmest slud, men det er i hvert fald hvidt derude. Anker kommer gennem gården med hestevognen, han har været i marken og hente grønkål. I dag skal der nemlig koges grønlangkål. Vognen er fuld af grønkålsstokke som bliver læsset af henne ved bryggersdøren. De går så alle i gang med at ribbe kålen fra stokkene. Kålbladene kommer  ind i bryggerset i en stor balje og bliver skyllet grundigt i mange hold rent vand indtil man er sikker på at der ikke er mere sand i dem.

Tidligt om morgenen er der blevet tændt op i gruekedlen og  kogeflæsket fra grisen, rullepølserne og nogle gode lammeben, der har været saltet fra i efteråret, er kommet i vandet i gruekedlen, og det hele koger nu lystigt.

Over middag er de forskellige ting kogt som de skal og er taget op af vandet, lagt på fade og anbragt så koldt som muligt i mælkestuen, så nu kommer turen til grønkålen. De begynder at komme kålen i gruekedlen, den kan slet ikke være der i starten, men efterhånden som den koger bliver der plads til mere, og efterhånden er al kålen i kedlen og skal nu koge nogle timer.

Der bliver ikke fyret mere under kedlen, og efterhånden går ilden ud og kedlen begynder så småt at køle af. Først på aftenen er kålen blevet så kold at den kan tages op med hænderne og blive krystet til boller. Der skal gerne blive en 60 – 70 boller i alt, der skal nemlig spises grønlangkål hver eneste dag fra d. 24 december og til d. 5 januar undtaget 1. juledag, hvor vi skal have kogt torsk.

Lillejuledag d. 24. kl. 12 skal vi have kål for første gang. Efter kålen skal vi have friskbagt franskbrød med tandsmør og dertil kogt hvidtøl med sukker. Og fra 2. juledag d. 26. og til d. 5. januar skal vi have kål hver dag kl. 9 om formiddagen.

I morgen er der en masse småting der skal ordnes. I køkkenet er der mange små forberedelser. Der skal koges klejner, skrælles æbler til at komme i gåsen sammen med lidt svesker. På grund af krigen kan vi godt nok ikke få svesker, men vores onkel i Amerika har sendt en pakke med forskellige gode ting og sager. Bl. a. dadler, figner, svesker, tyggegummi, mandler, nødder, kakao og andre spændende sager, så vi har lidt svesker til at komme i gåsen.

Der skal også laves dessert til juleaften. Det burde jo være risengrød eller ris ala`mande, men ris kan heller ikke købes i denne tid, så hos os er desserten juleaften fløderand. Der skal også gøres rent i huset og lægges rent på sengene.

Bombæk, 1946

Ude på gården skal der køres roer ind så der er nok til hele julen, der skal males korn til grutning, så man også er fri for det de første juledage, og så skal der ryddes op og fejes rundt omkring i stald og lade.

Der skal købes lidt ind til juledagene, bl. a. juleslik og pigeonæbler. Vi har masser af æbler fra vores egen have, men til jul skal vi have pigeon, og de skal købes. De andre snakker om at vi jo også skulle have haft nogle appelsiner, men de fås ikke p.g.a. krigen. De siger appelsiner er så gode, og bananer også. Jeg har aldrig smagt dem, så det er noget jeg glæder mig til at smage en gang når de kan købes igen.

I morgen aften skal vi lave hjemmelavet juleslik. Det er lidt svært fordi der er så meget man ikke kan få, men vi laver kunstig marcipan, det er noget med kartofler og flormelis og noget mandelessens. De andre synes ikke det smager særlig godt. Jeg kan godt lide det, men jeg har jo heller aldrig smagt rigtig marcipan.

Vi skal også lave karamel og nougat, og så skal vi lave havregrynskugler. Det er det bedste af det hele. Det er fløde, kakao, sukker og havregryn blandet sammen, det bliver trillet i små kugler og derefter rullet i groft sukker. De smager så godt.

Om aftenen skal vi også alle sammen i karbad. Midt på køkkengulvet bliver et kæmpe trækar stillet op og fyldt med varmt vand fra gruekedlen. Og så kommer vi i bad og bliver skrubbet godt og grundigt efter tur. Først vi børn, så far og til sidst karlen, husbestyrerinden og pigen. Undervejs bliver vandet spædet med varmt vand fra sidegryden på komfuret.

Så kommer den store dag. Formiddagen går med de allersidste forberedelser. Gåsen bliver gjort klar til ovnen, der bliver bagt franskbrød, juletræet bliver hentet ind og sat på fod, der bliver skællet kartofler, både almindelige og de små til brunede kartofler. Ude i stalden bliver der fejet lidt ekstra godt, og der bliver lige forberedt lidt forskelligt så det hele bliver så nemt som muligt i juledagene.

Kl. 12 er der så grønlangkål med flæsk, kogt saltet medisterpølse og lidt lammeben, derefter kogt hvidtøl og det nybagte franskbrød med smør.

Om eftermiddagen skal juletræet pyntes, gåsen skal steges, kartoflerne koges, til eftermiddagskaffen får vi for første gang julesmåkagerne at smage, så skal vi have det pæne tøj på, og sidst på eftermiddagen skal vi i kirke til julegudstjeneste. Når vi kommer hjem fra kirke er vi helt færdige og klar til at fejre julen.

Her slutter så min lille beretning om juleforberedelserne i mit hjem i Borup. Jeg har valgt at lade beretningen foregå i et enkelt år, men en del af det beskrevne kan meget vel være foregået i andre år end det valgte. I det store og hele beskriver det dog en typisk sidste uge før jul i mit hjem i midten af fyrrerne, som jeg husker det.

Copyright © Jørgen Bombæk, 2006.